Bestyrelsesmøde 30-03-2016

  

Fremmødte: Finn, Poul Erik, Jørgen, Joakim, René og Claus
Fraværende på grund af sygdom: Preben
Efter en hurtig tur på Poppelvej 3, så også Poul Erik og René kunne danne sig et indtryk af de nye lokaler, gik mødet i gang kl. 20.
Første punkt på Finns dagsorden var, at finde en ny sekretær. Claus påtog sig opgaven vel vidende, at det er svært at komme efter de "Luksus"-referater bestyrelsen er vant til.
Dernæst blev det vedtaget, at forslag til bestyrelsesmøder fremover skal sendes til Finn senest 8 dage før mødet, hvorefter en dagsorden vil blive mailet til bestyrelsesmedlemmerne så man har mulighed for, at møde op lidt forberedt på, hvad der skal diskuteres eller vedtages.
Næste punkt fra formanden var ønsket om evt. at udpege en servicemand/pedel som skulle have til opgave, at sørge for kaffe, toiletpapir, håndklæder, vasketøj m.m., alle vigtige ting - i hvert fald vigtige nok til, at medlemmer ringer til Finn jævnligt for at brokke sig når disse ting mangler. Jørgen synes også at når Finn har formandsposten, Preben har kasserer tjansen og han selv er kampfordeler, så er der ting nok at tage sig af. Aftalen blev dog at vedkommende som har automaten i de samme uger sørger for de andre ting, og at vi ser til næste møde hvordan det er gået, og om de tre nævnte bestyrelsesmedlemmer simpelthen skal slettes fra automatlisten og dermed også friholdes fra de andre opgaver.
Så snakkede ve lidt om muligheden for en ny model eller turneringsform til klubmesterskabet. Der blev foreslået at det næste år afholdes som kun en enkelt klasse, altså som en handicapturnering. Folk var trætte midt på eftermiddagen ved sidste klubmesterskab, det var en lang dag (dog ikke nær så lang som året forinden), nogle gik før tiden fordi de ikke gad vente, nogle syntes der var for lang tid mellem deres kampe. Det er svært at stille alle tilfreds, men bestyrelsen synes dog ikke det var fordi der var en speciel dårlig stemning, langt de fleste hyggede sig som de plejer. Der var ved sidste klubmesterskab en ny klasse i forhold til tidligere år, og vinderen har ikke fået en pokal endnu. Skal næste klubmesterskab laves i en anden form er det måske ikke nødvendigt, at indkøbe endnu en pokal til en klasse som så ikke eksisterer, men der kunne man jo spørge vinderen, om det er vigtigt at få pokalen med sit navn hjem og stå på kaminhylden.
Det blev aftalt, at der skal arbejdes på at lave en afsluttende turnering for interesserede efter pinse, nærmere betegnet den 28. maj. Kaffe kl. 09 - smørrebrød eller over middag - 100,00 kroner betales ved tilmelding - så ser vi hvor langt det rækker, hvor mange der tilmelder sig - og hvilke præmier der skal være. Poul Erik laver opslag
Det blev foreslået, at der afholdes en sommerfest efter Danacup - eventuelt med "påhæng".
René sender på bestyrelsens vegne en sms rundt til snookerspillerne med opfordring til at støtte op om Nordjysk Mesterskab i snooker 16-17/4, altså weekenden inden klubmesterskaberne i snooker.
Finn vil kontakte forskellige i medieverdenen for, at promovere vores klub. I første omgang en avisartikel om klubben og oprykningen, og vi kunne alle se mulighederne for, at åbne de nye lokaler med et "Brag" af en mediebevågenhed. Arne Boelt som klipper snoren, "Mogens kom forbi" fra 24-nordjyske - Det kan blive en af Danmarks fineste billardsaloner. Sagt på en anden måde: De fem bestyrelsesmedlemmer som deltog på mødet er stemt for, at sige farvel til de gamle lokaler, den gamle udlejer, den høje varmeregning og usikkerheden om, hvornår vi pludselig bliver sparket ud.
Claus kom dog med den dårlige nyhed, at Birger ikke har mulighed for at leje kælderen ud separat da der, når vi skal bruge det hele ovenpå, ikke vil være adgang til kælderen. Der er i øvrigt heller ingen toiletfaciliteter i kælderen til et ekstra lejemål. Birger har dog givet os et fordelagtigt tilbud på 9000,00/måned inklusive kælderen - og allerede på bestyrelsesmødet var der flere, mere eller mindre seriøse forslag til, hvad vi selv kunne bruge kælderen til.
Med 9000,00/måned er vi trods alt nede at snakke omkring 180,00/m2 - Det finder vi ikke noget til nogen som helst andre steder - og med en 10 årig lejekontrakt, og den ro der følger med - mon så ikke det vil være til at leve med? Med reklameværdien bør også følge sponsorindtægter, nye medlemmer alene på grund af beliggenheden, eller endeligt: 15,00 mere om måneden i kontingent betaler også de 1000,00 mere om måneden i husleje end først budgetteret.
Næste møde: Tirsdag den 24/5 kl. 19.00
Men - mon ikke der bliver et par møder forinden om Poppelvej?
 
Claus